Etableret:
| 1816 |
Status:
| I drift |
SMWS kode:
| 111 |
Region:
| Skotland - Islay - South Shore |
Adresse:
| Lagavulin Distillery, Isle of Islay, Argyll and Bute, PA42 7DX |
Hjemmeside:
| http://www.malts.com/ |
Udtale:
| |
Lagavulin Destilleri er som de øvrige sydkystdestillerier, grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. 1816 får John Johnston, der også har tilknytning til naboen Laphroaig, tilladelse til produktion på stedet. Måske i virkeligheden mere af nød end af lyst, for meget tyder på at der i årtier forud har været illegal produktion. Af gode grunde er det småt med skriftlige kilder desangående, men der synes at være enighed om at i hvert fald 10 samtidige ”Black Pots” har eksisteret i området omkring Lagavulin Bay helt tilbage fra 1742. Johnston afstår i 1852 Lagavulin til John Graham, der igen sælger det videre til J.L.Mackie i slutningen af århundredet, hvormed tilknytningen til White Horse – oprindeligt et værtshus i Edinburgh - er etableret. I dag står White Horse Distillers Ltd. som producent af Lagavulin. White Horse ejes af UDV (United Distillers and Vintners), der igen er en del af Diageo.
Lagavulin bliver af nogle kaldt ”Aristokraten”. Konservativ er den i hvert fald. På den positive måde. Man forandrer kun tingene hvis man er sikker på, at det er til det bedre. Typisk angiver Lagavulin selv at den sidste større forandring på stedet var i 1974 da man ophørte med floor maltings. Langt størsteparten – op til 98 % af produktionen på 2.2 mio. liter - går til single malt af egen aftapning. Det betyder at Independent bottlings er forholdsvis sjældne. Det hævdes endvidere at en enkelt tønde eller to - sådan nærmest af historiske grunde - stadig havner i White Horse, men derudover sælges der ikke fra til et så uaristokratisk formål som blends.
Konservatismen giver sig også udtryk i en total mangel på ”sjove” fade: Man lagrer på bourbon og sherry. Done. Ikke noget med rød-, hvid-, portvin eller hvad man eller ser i branchen. Efter princippet ”never change a winning team” betyder det en forholdsvis begrænset udgaverække.